Zoneterapeutuddannelsen på TKZ skolen er baseret på holdundervisning med fysisk fremmøde. Dermed sikrer vi, at der er mulighed for dialog, erfaringsudveksling, sparring og dynamik. Det giver os mulighed for at fange lige netop det, du har brug for, og det giver dig mulighed for, at du får svar på dine spørgsmål, og vi kan gå i dybden med emnerne, når de er aktuelle.
Hver undervisningsgang vil altid være bygget op omkring teori og praktiske øvelser – allerede den første aften på zoneterapi modulet, skal du arbejde på fødderne. Det er vigtigt, at du er velfunderet teoretisk, men du skal også være god til det praktiske – at arbejde på fødderne – da det også er et håndværk, du skal lære.
Når vi er igennem det grundlæggende omkring zonernes placering og det teoretiske grundlag omkring den kinesiske medicin, skal du arbejde med at lave journaler på dine medstuderende. I kommer til at arbejde sammen to og to i afgrænsede perioder, hvor I skal udarbejde journal på hinanden og behandler derefter, så I bliver fortrolige med journalføringen og lægge behandlingsplaner.
I forløbet skal du også arbejde med ’fremmede’ klienter på skolen. Der kommer klienter, du ikke kender, som du skal arbejde med over en 4 ugers periode. Behandlingsforløbet foregår på skolen, så du har mulighed for at spørge og få sparring, og vi på den måde sikrer, at du er godt klædt på til at gennemføre behandlingsforløb derhjemme i din egen klinik.
Holdstørrelser på TKZ skolen
Her på TKZ skolen har vi en holdning til, at vi kun vil have 12 studerende på et hold. Det giver dig den bedste forudsætning for indlæring, idet der er
- tid til dig
- tid til dine spørgsmål og at blive hørt
- tid til sparring og underviserens opfølgning
- tid til at prøve nye ting af – nye vinkler.
Og så giver det oplevelse af nærvær, tryghed og sammenhold.
Hvor meget forberedelsestid skal jeg bruge?
Det er selvfølgelig individuelt, hvor mange timer du bruger på at forberede dig til timerne. I gennemsnit skal du regne med at bruge 5 timer om ugen på det teoretiske stof. Det afhænger af dit engagement, dine forudsætninger og din erfaring.
Dertil skal du lægge tid til at træne og øve behandling på fødderne. Allerede fra den første undervisningsdag bliver du introduceret til behandling af fødderne, og herefter lærer du nye zoner, punkter og teknikker, indtil vi har alt det praktiske introduceret. Derfra er det op til dig, hvor dygtig en behandler, du vil være, for jo mere du træner, jo dygtigere bliver du.
Det forventes, at du minimum udfører, hvad der svarer til 100 klient-behandlinger/timer derhjemme. Det svarer til ca. 2 behandlinger om ugen i studietiden. De første 50 vil primært være træning af zoner og vil typisk være på familiens, vennernes eller naboens fødder. Det vigtigste er, at du træner, og du får muligheden for at arbejde på så mange forskellige fødder som muligt.
De sidste 50 behandlinger skal være med journalføring. Det er 50 behandlingstimer, du skal have og ikke 50 forskellige klienter.
Den afsluttende eksamen består af 2 dele:
en teoretisk del, hvor du skal til en skriftlig prøve
en praktisk/mundtlig del med en eksamensopgave, du har afleveret inden den praktiske eksamen
Til din eksamensopgave skal du behandle en person, du ikke kender. Du skal min. lave 10 behandlinger og udarbejde en patientjournal og afsluttende eksamensrapport. Eksamensrapporten skal indeholde de elementer, du har været igennem i din uddannelse, dvs. du skal inddrage de kinesiske diagnosemetoder, som du bruger til at stille din zoneterapeutiske diagnose, kost og ernæring, psykologi, ja alt det du har været igennem i studietiden.