Hvad er TKZ Zoneterapi?

TKZ står for Traditionel Kinesisk Zoneterapi.

Zoneterapi er en behandlingsform, som genopretter balancen i kroppen og dermed giver lindring og øget velvære. Det er en behandlingsform, som tager udgangspunkt i, at hver enkelt del af kroppen reflekteres på fødderne i fastlagte zoner – vi taler om, at fødderne er et mikrosystem på kroppen. Når du behandler bestemte områder på fødderne, vil du dermed behandle det pågældende område på kroppen. Zoneterapi er derfor en behandlingsform, som tager udgangspunkt i at normalisere de ubalancer, der har vist sig som symptomer for klienten.

De fleste sygdomme kan påvirkes med zoneterapi og mange kan afhjælpes helt. Mange anvender zoneterapi, selvom de ikke har helbredsproblemer – de gør det for at vedligeholde en god sundheds-tilstand og som forebyggende behandling.

TKZ Zoneterapi følger de tusind år gamle kinesiske teorier, ifølge hvilke de enkelte organer styrer de forskellige kropsfunktioner. Når du som behandler kender disse forbindelser – og bruger dem i zoneterapi-behandlingen – har du et unikt redskab, der kan medvirke til at sætte en syg eller udpint krop i naturlig balance, så smerter og ubehag mildnes eller forsvinder.

Årsagsbehandling gør forskellen

Den store forskel på kinesisk og vestlig opfattelse af zoneterapi er, at man i den vestlige tradition fokuserer på enkeltfunktioner i kroppen – hovedpine, knæsmerter, forstoppelse o.l. – der alle er en slags ”apparatfejl”, hvor man i den traditionelle kinesiske zoneterapi – TKZ – kæder symptomerne sammen med organernes funktioner, meridian banernes forløb og klientens mentale tilstand.

Ved at kende både den vestlige tilgang (kroppens anatomi og funktion) samt den kinesiske tilgang får du som TKZ Zoneterapeut en enestående mulighed for at danne dig et helhedsbillede af din klients tilstand og dermed behandle årsagen til ubalancen og ikke kun symptomet.

TKZ zoneterapeuten stiller sin diagnose ud fra klientens symptomer og ved at observere klienten – ansigt, tale, stemmeleje og mange flere aspekter. Zoneterapeuten vil også spørge ind til fordøjelse, spisevaner m.m. og derved får zoneterapeuten et helhedsbillede af klientens tilstand og kan på det grundlag tilrettelægge behandlingen.

Scroll to Top